Kontakt

Rejsestalden - huset hvor alt kan ske

Midt i det skønne Jægerspris, med skoven og slottet som nabo, hviler Kulturhuset Rejsestalden på et godt og solidt fundament ved byens torv. Den originale rejsestald blev oprindeligt bygget som en del af Jægerspris Hotel i 1875. I 1995 blev den gennemgribende renoveret og forvandlet til et kulturhus på initiativ af en håndfuld aktive borgere. Lige siden har huset forsynet indbyggere i Frederikssund Kommune og andre med en bred vifte af kulturelle tilbud.

Rejsestalden i sne Rejsestalden inde 1 Rejsestalden inde 2

Ved at klikke på dette link kan du få en virtuel rundtur i Rejsestalden.

På trods af sine få kvadratmeter rummer Kulturhuset Rejsestalden mange forskellige faciliteter. Vognporten bruges til arrangementer og møder, de gamle hestebokse til kunstudstillinger og herudover rummer huset også et ubemandet turistområde og et køkken. Udenfor har vi en fin gårdsplads med en lille scene. Afholder vi større koncerter lejer vi en sal hos vores nabo, Slotsparkens Friskole.

Arrangementer bliver ofte til i samarbejde med kommunens foreninger og borgere. Og Rejsestalden kan også fungere som samarbejdspartner, når andre institutioner afholder arrangementer. Vi satser på både det smalle og det brede og på alle typer kulturtilbud. Men vi er også bare et hus, du kan komme og sætte dig i, læse avisen, se kunstudstillingen, få varmen, drikke en kop kaffe eller læse en turistbrochure.

En stor del af Kulturhuset Rejsestaldens arbejde består i at skabe fokus på det lokale kulturliv. Et iværksætterhus med mange stolte traditioner, men også et hus med nytænkning i højsædet. Huset er i en rivende udvikling og flere arrangementer, projekter og idéer kommer løbende til. Husets kerneopgave er at: "Være vært og inspirator for udvikling af Frederikssund Kommunes lokalkultur gennem nærvær, rummelighed og samarbejde".

Rejsestalden står gratis til rådighed for foreninger, institutioner og borgere i Frederikssund Kommune, men udlånes ikke til fester og private formål. Ring for yderligere information på tlf. 47 35 27 70 eller book huset via rss@frederikssund.dk.

Kulturhuset Rejsestalden er et hus for alle og et hus hvor alt kan ske. Vi hører meget gerne fra dig, hvis du har idéer til udvikling af huset eller til arrangementer.

Foto: www.jesperray.dk

Kalender

25. oktober - 23. november 2017
Keramik skabt af temperatur, reduktion og oxidation.
22. november 2017 19:00 - 21:00
Hornsherred Alternativ Forening
23. november 2017 19:00 - 21:30
Foredrag om 800 kilometers pilgrimstur

Nyhedsservice

Abonnér på nyheder fra hjemmesiden.

Printet fra /Om-Rejsestalden